Hvorfor "telum"?

Det var min kone, der foreslog mig at kalde mit domæne for "telum". Jeg ledte efter et kort og fyndigt navn, der var let at huske - og som vel at mærke ikke var brugt i forvejen af andre. Hun refererede hermed til en anekdote, jeg en gang imellem har fortalt.

Da jeg gik i 4.melllem havde vi latin som obligatorisk fag, hvis man ville fortsætte i gymnasiet. Man skulle oven i købet opnå mindst karakteren "Mg" svarende til en god middelkarakter som årskarakter eller eksamenskarakter, og det uanset om man ville i nysproglig eller matematisk gymnasium.

Vores latin lærer, Lektor Illum, var derfor både respekteret og frygtet. Han kaldtes "Tvissen" - en sammentrækning af "tør og vissen" - og havde ganske rigtigt en særegen, tør humor.

På et tidspunkt spurgte Tvissen, om der var nogen i klassen, der havde forslag til huskeregler til de mange latinske gloser, vi skulle lære. Først skete der ikke noget, men da spørgsmålet blev gentaget stak en af mine klassekammerater, Krum, hånden i vejret.

"Jeg har en huskeregel for 'telum'", sagde han. Telum betyder kastespyd eller noget lignende på latin. "Hvordan lyder så den huskeregel?" spurgte Tvissen, og Krum svarede: "Når man drikker te, så lumrer man!". Klassen grinede, men Tvissen var ikke begejstret: det var ikke nogen sammenhæng mellem reglens indhold og ordets betydning, så det var ikke nogen god huskeregel.

Mange år senere, hvor vi var nogle klassekammerater samlet og hvor Krum var med, var der en der genfortalte denne historie. Der blev grinet igen ikke mindst godmodigt af Krum. Men han kunne straks give igen: "Det var nok alligevel en god huskeregel. I husker åbenbart stadig betydningen af 'telum'".
Mere om Krum

klik her



Tilbage til telum.dk startside.