Om Krum

Jørgen

Krum hed i virkeligheden Jørgen, men alle havde øgenavne i vores skoletid, og han havde efter sigende fået sit på grund af sin meget markante og meget lige næse. I skoletiden havde jeg ikke specielt meget kontakt med Krum. Han gik meget op i idræt (og var overordentlig god til det), mens jeg søgte at undgå sport og gymnastik så meget som muligt.

Senere bragte omstændighederne os tættere sammen og Krum blev en af mine gode venner. Året efter studentereksamen tog han til Frankrig som udvekslingsstudent og jeg læste matematik og fysik. Det følgende år begyndte vi begge på psykologistudiet i København.

Det viste sig at vi udover psykologi havde mange fælles interesser. Jeg havde også boet i Frankrig, hvor mine forældre stadig boede. Vi gik begge op i filosofi og samfundsforhold. Vi havde fælles bekendte i form af de gamle klassekammerater og fik nye via studiet.

Men Krum gik en svær skæbne imøde. I løbet af det første studieår blev han pludselig paranoid, nærmest fra den ene dag til den anden. Da jeg kom på et besøg på hans klubværelse, betroede han mig, at han nu havde opdaget, at han var genstand for et storstilet eksperiment. Han blev iagttaget overalt og han blev fodret ned falske informationer. Hans avis var trykt specielt for ham, og radioudsendelserne kom til ham i særlig udgave. Det nyttede ikke, at jeg tilbød at hente en ny avis, eller at vi sammen tog til en anden bydel efter hans frie valg for at købe en ny. Det ville jo kun bevise, at komplottet var mere omfattende end han først havde troet.
Dagen efter blev jeg hilst med: "Nu har jeg gennemskuet det hele. Du kan godt lade være med at spille komedie." Nu var jeg også med i sammensværgelsen. En klassekammerat havde en psykiater i familien, som vi ringede til for at høre, hvordan og hvorledes. Hun syntes umiddelbart det virkede som en typisk psykose og indvilligede i at vi kom ud med Krum til hendes hjem.
Det blev dog aldrig til noget, da Krum forinden var blevet samlet op af politiet. Han var vandret rundt og havde tilsidst knust en butiksrude i et forsøg på at afsløre virkeligheden bag den kulisse, han oplevede omkring sig. Krum blev indlagt og det var begyndelsen til et langt forløb som psykiatrisk patient.

Efter nogen tid kom han ud, behandlet med medicin, men havde hyppige tilbagefald med psykotiske episoder. På et tidspunkt blev diagnosen skizofreni stillet, og han blev tilkendt invalidepension.
Jeg havde fortsat kontakt med Krum, men sjældnere og sjældnere. Det var blevet svært at møde ham i øjenhøjde, når jeg ikke delte hans vrangforestillinger.

Krum dyrkede stadig vægtløftning, hvor han blandt medkonkurrenter blev betragtet som et naturtalent. Med træningen blev mere og mere sporadisk, så han kunne ikke følge op på sine tidligere mesterskaber. Usund livsstil og medicin påvirkede ham, så han blev mere og mere overvægtig. Tilsidst kom den dag, hvor hans mor ringede. Han var død af hjertestop. Jeg og en enkelt anden fra vores gamle klasse var med til begravelsen.
Det er nu mange år siden.

På et tidspunkt havde Krum givet mig nogle papirer, ting han skrev på. Han boede nu hos sin mor, og hun kunne finde på at fjerne og kassere hans skriverier, som hun så som udtryk for hans sindslidelse og måske har troet kunne fastholde ham i den.
Nogle af papirerne er også forsvundet for mig og nogle af disse var fuldstændig uforståelige.

Men jeg har gemt en novelle, som både er præget af hans paranoia, men også af humor og noget der ligner selv-ironi.
Krum er født i 1944 og i novellen står, at han er 29 år. Den er altså skrevet i 1973.

Den hedder "En invalidepensionist" og kan læses her.her

Tilbage til historien om telum og Krums rolle i den.