Udgivet som "Månedens indlæg" marts 2004 på www.jcnet.dk - Janssen-Cilag's websted for fagpersoner i sundhedssektoren.


Smerteskoler

Af psykolog Søren Frølich

Mennesker med kroniske smerter oplever stor magtesløshed, fordi de til stadighed bliver mindet om deres ubehagelige symptomer.
Kroniske smerter kan, i modsætning til symptomerne ved en række andre vedvarende sygdomme, som regel ikke symptombehandles fuldstændigt, så smertefrihed opnås hele tiden. Smerterne udgør selve lidelsen, som af samme grund betegnes en kronisk smertetilstand.

Der er tale om et stort antal mennesker med denne lidelse, 10-15 % af befolkningen. Mange af dem er storforbrugere af sundhedsydelser, men åbenbart uden de helt store resultater.
Den praktiserende læge (og speciallægen for den sags skyld) oplever også magtesløshed i forhold til nogle af disse patienter, der kommer igen og igen med de samme smerteklager, hvor der ikke kan anvises nogen kurativ behandling, og hvor ingen symptomlindrende behandling synes at have tilstrækkelig og vedvarende effekt. Lægen må henvise patienten til at "lære at leve med" de resterende, ofte meget ubehagelige og invaliderende, smerter.
I patientens ører lyder dette unægtelig som om, lægen har opgivet at hjælpe dem, samtidig med at deres krop hele tiden fortæller dem, at der må gøres noget, der kan få smerterne til at høre op.
I vores kultur er det samtidig den normale reaktion på vedvarende smerter at søge lægelig hjælp.
De fleste af disse patienter har da også fortsat brug for hjælp, men af en anden og mere pædagogisk art.
En yderst relevant form for hjælp til disse patienter er at tilbyde gruppebehandling med patientundervisning og samtidig elementer af kognitiv adfærdsterapi.

Smerteskoler på findes nu mange steder i landet i forskelligt regi.
Inspirationen er tydelig hentet fra andre former for patientundervisning som tilbud til specifikke diagnosegrupper.
Rygskole er et etableret begreb både i primær- og sekundærsektoren.
Desuden findes der gigtskoler, kræftskoler, hjerterehabiliteringshold, diabetesskoler, astmaskoler, fobiskoler og nok en del flere.
Patientskolerne findes inden for en lang række medicinske specialer.
Men studier over deres effekt lider ofte af metodologiske problemer og har givet vekslende resultater, der på grund af meget selekterede deltagergrupper vanskeligt lader sig generalisere til andre sammenhæng.
På Tværfagligt Smertecenter, KAS Herlev har man i en årrække haft smerteskole som et fast tilbud om tværfaglig gruppebehandling til egnede patienter (udført af sygeplejerske, fysioterapeut, psykolog og læge).
Sigtet er ikke blot at informere patienter og pårørende om tilgængelig viden om kroniske smerter, men også at bevirke adfærdsændringer i retning af bedre egenomsorg og selvbehandling.
Information alene ændrer sjældent på nogens daglige adfærd, men gruppeundervisning med aktiv deltagelse fra den enkelte synes langt mere effektiv end nok så mange gode råd givet individuelt.
Undervisningsmetoder rummer elementer af kognitiv adfærdsterapi og erfaringsbaseret læring. Samtidig giver selve gruppeformen deltagererne en emotionel gevinst ved, at de kan genkende egne problemstillinger og reaktioner hos de andre og derved få sat deres egen situation ind i et større perspektiv.

En evaluering af denne smerteskoles effekt er for tiden under udarbejdelse i form af en MTV-rapport.
I udlandet er der i forvejen lavet talrige undersøgelser, der viser effekt af denne type behandling.
Mange af de smerteskoleprojekter, der aktuelt findes i landet, hører imidlertid slet ikke under sundhedssektoren, men findes derimod i kommunal regi eller på amtslige institutioner for arbejdsprøvning og revalidering.
Her opfattes tilbuddet ikke direkte som en behandling, men som en aktivering eller led i en erhvervsmæssig afklaring for langtidssygemeldte eller kontanthjælpsmodtagere med vedvarende helbredsproblemer, som ikke umiddelbart berettiger til en social pension. Formålet er altså det dobbelte, både at hjælpe deltageren til bedre selvhjælp i forholdet til sine symptomer og at bevare eller genskabe en grad af arbejdsevne med henblik på kunne varetage f.eks. et fleksjob.
Af denne grund, og fordi selektion af deltagerne er anderledes, skal man nok ikke regne med at kunne overføre erfaringerne fra de specialiserede sygehusafdelinger på de kommunale projekter.
Det er i høj grad påkrævet med evalueringer af bestående projekter og interventionsstudier af behandlingsformen i dette regi.

Men tilbuddene inden for socialsektoren har mulighed for at nå ud til langt flere med kroniske smerter end de forholdsvis få, som kan komme på et tværfagligt smertecenter.

Læs også:
Margareta E. Maunsbach
Patientundervisning og patientskoler -- idegrundlag og praksis.
Ugeskrift for Læger, Nr. 45 - 2002