Kan man lære at leve med kroniske smerter?

Sundhedspsykolog, cand. psych. Søren Frølich
Tværfaglig Smerteklinik, Herlev Hospital

"Det må du lære at leve med!"

Mange patienter med kroniske smerter har gennem tiden oplevet at få denne besked af en læge eller anden behandler. Den umiddelbare reaktion vil ofte være, at man som patient føler sig stødt og oprørt over en sådan "dom". Det kan virke, som om lægen har opgivet at hjælpe og måske er tilbøjelig til at bagatellisere det alvorlige problem, som en udsigt til vedvarende smerter naturligvis er for patienten.
Sådan behøver det nu ikke at forholde sig. Sandsynligvis har der forud været et måske langvarigt undersøgelses- og behandlingsforløb. Og nu er man nået dertil, at det må konstateres, at smerterne åbenbart ikke kan helbredes eller fjernes en gang for alle. De er blevet kroniske.
At smerterne er kroniske og ikke kan helbredes endeligt, betyder imidlertid ikke, at de ikke kan behandles, dvs. lindres eller holdes nede med medicin og andre metoder.
Synes man, at udtrykket: "lære at leve med" er for opgivende, kan man i stedet overveje en anden formulering: "Jeg skal arbejde på at få et så godt liv som muligt på trods af, at der fortsat er smerter." Det giver et mindre håbløst fremtidsperspektiv og understreger betydningen af aktiv medvirken til selvbehandling.
Men hvor går man som smertepatient hen for at lære dette? Hvor findes der lærebøger, smerteskoler og individuel vejledning? De findes, men kun i meget begrænset omfang i vores sundhedsvæsen, hvor smertebehandlingen overvejende er indstillet på tackling af akutte smerteproblemer.
Faktisk er der hverken i befolkningen eller i behandlingssystemet større forståelse for den kroniske smertepatients situation. Det til trods for, at kroniske smerter er ganske udbredte. Befolkningsundersøgelser giver ret varierende resultater. Alt efter hvordan der spørges, svarer 10-50% af den voksne befolkning i de industrialiserede lande, at de er plaget af vedvarende eller hyppigt tilbagevendende smerter.

Akutte smerter

Alle ved hvad smerter er for noget. Enhver har følt dem på sin egen krop. Smerteopfattelsen er en del af vores sanser og nødvendig for overlevelsen.
En nyopstået smerte er umiddelbart en vigtig advarsel fra kroppen om, at der er noget galt et sted. Og det intense ubehag forbundet med smerten tilskynder os til at reagere på truslen. Den typiske reaktion på ny, akut smerte er da også ophidselse og aktivitet, evt. forbundet med følelser af vrede eller frygt. Man kan sige, at akutte smerter udløser et "kæmp eller flygt" beredskab.

Kroniske smerter.

Ved langvarige smerter forholder det sig anderledes. Her er den typiske reaktion at søge at holde sig i ro, udskyde beslutninger og aktiviteter, samt begrænser samværet med andre. Dette er for så vidt en naturlig reaktion, der kan være hensigtsmæssig på kortere sigt. Men i det lange løb er det uhensigtsmæssigt på den måde at sætte livet i stå. Passivitet og social isolation skaber nemt et eksistentielt tomrum, så smerter og sygdomsspekulationer kommer til at fylde mere end nødvendigt.
Når en smertetilstand først er blevet kronisk, måske et halvt år eller mere efter dens opståen, er den tilgrundliggende skade eller sygdom næsten altid diagnosticeret og behandlet så godt som muligt, uden at dette altså har fjernet smerterne. Og langvarige smerter får tit herefter en selvforstærkende virkning ved at sætte "onde cirkler" i gang. Smerter stresser både krop og psyke, og begge slags stress kan få det til at gøre mere ondt, eller endda skabe nye typer smerte.

Smerteoplevelsen.

Selve smerten er en subjektiv og privat oplevelse. Den kan kan ikke måles objektivt eller direkte deles med andre.
Og specielt for kroniske smerter gælder det, at det er vanskeligt for andre at leve sig ind i den lidendes situation. Andre kender oftest kun til akutte smerter fra sig selv. Dette giver den kroniske smertepatient et troværdighedsproblem både i forhold til omgivelserne og undertiden også i forhold til behandlere. Nogle læger studser over, at deres smertepatienter kan sidde ganske roligt og behersket, mens de fortæller om hvor ulideligt, forfærdeligt det gør ondt. Lægen tænker måske: "Hvis jeg havde så ondt, ville jeg hoppe og skrige - der må være noget, der ikke stemmer." Men patienten har haft smerterne længe, og er for længst holdt op med at reagere aktivt på dem, da det ikke har nyttet noget.
Når smerte nu er en oplevelse, altså noget der optræder i det enkelte menneskes bevidsthed betyder det også, at psykologiske forhold får stor  betydning for hvorledes og hvor stærkt smerten fremtræder. Samtidig ængstelse og modløshed virker forstærkende på smerter. En ufri situation uden mulighed for kontrol over smerterne eller flugt fra dem, vil ligeledes forværre smerteoplevelsen. Omvendt kan glæder og gode, interessante aktiviteter være med til at aflede fra smerter og få dem til at træde i baggrunden for en stund.
Desværre forholder det sig sådan, at vedvarende smerte i sig selv let giver anledning til angst ("Har jeg mon kræft?"), og mange bliver efterhånden mere eller mindre nedtrykte af at gå og have ondt hver dag.
Vreden vendes indad og bliver til depression ("Det må være mig, der noget i vejen med."). Der kan på denne måde opstå psykologiske "onde cirkler" oven i den legemlige stress og de negative sociale og familiemæssige konsekvenser, som kroniske smerter også tit får.

Hvad kan du selv gøre?

Når behandlingssystemet har gjort hvad det kunne, uden at du har  opnået varig smertefrihed, er resten overladt til dig selv.
Først og fremmest gælder det om at bekæmpe tendenser til passivitet og isolation. Når smerterne er noget kronisk, nytter det ikke at lægge sig hen og vente på at de over. Det vil kun forværre problemerne. Sørg i stedet for at være så travlt beskæftiget, som nu engang muligt. Det virker afledende på smerterne. Kontakter med andre mennesker skal bevares, og det skal ikke altid handle om dine smerteproblemer, som du i måske i forvejen tænker alt for meget på.
Det kan være en fordel at lægge en detaljeret plan for at øge det daglige aktivitetsniveau. Før evt. dagbog, der kan hjælpe til at få øje på de små, gradvise fremskridt. Som led i planen bør der indgå et fysisk træningsprogram og brug af afspænding. Der findes forskellige former for afspændingsøvelser, også helt passive, der ikke belaster kroppen og som kan modvirke overflødige muskelspændinger og stress, som smerterne ellers medfører.
Et kronisk smerteproblem er et personligt tab, som man forståeligt nok reagerer på med følelser af vrede, sorg og ængstelse. Det er rimeligt at give udtryk for disse følelser - i en periode. Men på længere sigt gælder det om at komme videre med livet på trods af smertehandicappet.