Kan en psykolog hjælpe?
Fra Fibromyalgibladet 2003
Frølich, Søren
Sundhedspsykolog
Medicinsk behandling
Almindelige smertestillende midler er oftest uden
virkning eller tåles dårligt på grund af mange bivirkninger netop hos
fibromyalgipatienter. Men det er veldokumenteret, at visse
anti-depressive midler kan gavne. Det skyldes ikke, at patienterne er
deprimerede, men at depressionsmedicin (især de ældre såkaldte
”tricykliske anti-depressiva” i små doser) kan have en selvstændig
smertehæmmende virkning og desuden kan medvirke til en bedre nattesøvn.
Træning
Individuelt forsigtigt afmålt træning (især træning i
varmtvandsbassin) kan gavne nogle patienter, men nok ikke alle. De
fleste almindelige træningsprogrammer (rygskole, aerobic, m.m.) er for
hårde for fibromyalgipatienter og kan forværre symptomerne i længere
tid bagefter.
Afspænding
Metoder til afslapning af hele muskulaturen på én gang
har som regel en umiddelbar smertelindrende virkning, når der er tale
om fibromyalgismerter. Men virkningen holder ikke længe, så det bedste
er at lære én eller flere af disse metoder og bruge dem dagligt (evt.
flere gange dagligt) som selvhjælp. I praksis kan dette gøres ved først
at arbejde med en god instruktør, og siden fortsætte derhjemme med et
indtalt bånd eller cd med afspændingsinstruktionerne.
Psykologisk hjælp
Kroniske smerter påvirker ens psyke og sociale liv på
flere meget uheldige måder. Omgivelserne kan ofte have svært ved at
acceptere og forstå, hvad det drejer sig om, og hvorfor den ramte ikke
bare kan tage sig sammen.
Mennesker med kroniske smerter og alt, hvad det medfører, kan let komme
til at isolere sig i unødig grad fra andre, og en del udvikler en
egentlig depression. Under alle omstændigheder vil der i løbet af de
første år med fibromyalgi være kriser, der skal gennemleves, tab, der
skal bearbejdes, og nødvendige omstillinger i dagligdagen, der skal
gennemføres, uden at livet sættes helt i stå. Her kan selv et kortere
forløb hos en psykolog med erfaring i smertebehandling være af stor
hjælp.
Stressfaktorer
Mange med fibromyalgi har forud for sygdommen haft et
særdeles aktivt og dermed stressende liv, og stressfaktorer mistænkes
af en del forskere for at være en medvirkende, men ikke tilstrækkelig
eller i alle tilfælde nødvendig, risikofaktor for, at sygdommen
udvikles.
Vi ved ikke meget om mulighederne for tidlig forebyggelse, men når
diagnosen fibromyalgi stilles, kræver det, at der har været udbredte
smerter i mindst 3 måneder, og på det tidspunkt skal man ikke regne
med, at symptomerne forsvinder helt igen, selv hvis man kan fjerne alle
stressfaktorer og få den bedste behandling.
Det gælder også psykologisk behandling, der ligesom de andre
behandlingsmuligheder ”kun” kan lindre på symptomerne. Men psykologisk
bistand kan hjælpe til at se den kendsgerning i øjnene, at tilstanden
er kronisk, og med at bearbejde de tab, dette indebærer, så man kan
komme videre med livet på de nye vilkår.
Håndtering af dagligdagens stressfaktorer, spiller fortsat en stor
rolle. Enhver form for psykisk stress synes at kunne forværre både
smerter, søvnforstyrrelser og koncentrationsvanskeligheder, som alle er
blandt kernesymptomerne ved fibromyalgi.
De patienter, der tidligere har været gode til at hjælpe andre (og dem
er der bemærkelsesværdigt mange af), skal helst blive bedre til at
tænke på egne behov og lære at kunne sige oftere fra, hvor det er
relevant.
Gode aktiviteter hjælper
På den anden side er det vigtigt, at mennesker med
kroniske smerter bevarer et så aktivt liv som muligt, og at de bevarer
eller udbygger sociale kontakter. Ellers kommer smerter og sygdom let
til fylde for meget i tilværelsen. Og gode aktiviteter, der ikke
behøver at være fysisk krævende, virker afledende fra smerter.
Smerterne er der nu engang, og de bliver ikke mindre af, at man ofrer
dem unødig opmærksomhed, tværtimod.
Alt dette kræver en mental omstilling, hvor en psykolog kan være til
stor hjælp. Psykologen vil også kunne vejlede i de forskellige
teknikker til kontrol med smerter og tackling af smerteforværringer, og
mange psykologer arbejder med mentale afspændingsmetoder.
Der er kun et mindre antal psykologer, ansat af det offentlige, der
arbejder med psykologisk smertebehandling eller undervisning for
smerteramte. De findes på specialafdelinger (bl.a. smertecentre) eller
på revalideringsinstitutioner. Ellers er der en hel del
privatpraktiserende psykologer med erfaring i smertetilstande, men her
må man være indstillet på selv at skulle betale den fulde pris, da
sygesikringsreglerne for psykologer som regel ikke vil omfatte en
patient med fibromyalgi.
Tværfaglig behandling
Når nu både medicin, træning, afspænding og
psykologsamtaler hver for sig kun har begrænset virkning, er det
nærliggende at tænke sig, at de i kombination ville virke bedre end
hver for sig. Og det er der også meget, der tyder på, at de gør.
Af samme grund er der i det offentlige behandlingssystem etableret
enkelte tværfaglige behandlingsprogrammer specielt for fibromyalgi, men
kun ganske få og i nogle tilfælde tidsbegrænsede projekter, som
langtfra kan dække behandlingsbehovet.
Det samme gælder de 3-4 tværfaglige smertecentre, som modtager
patienter med særligt vanskeligt behandlelige, kroniske smerter,
herunder også patienter med fibromyalgi. Her har man erfaringerne og
det nødvendige, tværfaglige personale, men kapaciteten er lille i
forhold til, hvor mange der har kroniske smerter, og det afspejler sig
i ventelister på typisk 2 år.
Det er teoretisk muligt for en person med fibromyalgi at sammensætte
sit eget program med f.eks. medicinafprøvning hos egen læge,
træningsinstruktion lokalt i varmtvandsbassin, afspændingsinstruktion
og psykologsamtaler.
Men det er krævende, ikke mindst økonomisk, og man risikerer, at de
forskellige behandlere kommer til at modarbejde hinanden, hvis de ikke
har samme syn på sygdommen og ikke løbende taler sammen.
Skal mange kunne tilbydes tværfaglig behandling, er det eneste
realistiske, at der etableres faste, lokale behandlerteams, der kan
støtte sig til erfaringerne fra bl.a. smertecentrene, og hvor en af
behandlerne (f.eks. den praktiserende læge) er villig til at fungere
som ”tovholder” for den enkelte patients behandlingsforløb.
|